Vidste du, at en af de søde "frødamer", som pakker frø og andre haveting til dig herude i Frøbutikken, engang var blomsterbonde? En af de ægte blomsterbønder, som dyrkede sine egne blomster i lange rækker og kørte på torvet og solgte dem to gange om ugen. I et stort tørrerum havde hun loftet dekoreret med tørrede blomster, som senere blev pakket ned og medbragt til torvedagene. Hendes forældre havde grøntsagsboden lidt længere henne på markedspladsen.... men det er en anden historie.
Vores dejlige "frødame" får stadig julelys i øjnene, når hun fortæller om de gode gamle dage, hvor blomsterboden blev ribbet, når hun stillede an med sine tørrede blomster, og nu mange år senere springer minderne igen frem, når hun pakker frøene til disse blomster ind på sirligste vis og sender til dig.
|